Gå til hovedindhold
Du er her:

Antimobbestrategi

På Hummeltofteskolen arbejder vi for at skabe mobbefrie miljøer og stærke børnefællesskaber

Mobning

Det ”nye mobbesyn” identificerer mobning som et symptom på uhensigtsmæssige sociale dynamikker, der udspringer af kulturen i de fællesskaber, som børn er en del af. Det nye mobbesyn står i modsætning til den tidligere dominerende opfattelse af mobning, som blev forstået som en individuel aggression. 

Mobning er en kompleks problemstilling. I dag viser forskning at mobning rammer individuelt, men skabes socialt.

Pædagoger og lærere arbejder vedvarende for at skabe mobbefrie miljøer og stærke børnefællesskaber, der er grundlæggende for børns trivsel og positive udvikling. Den pædagogiske praksis er bygget op omkring 4 grundlæggende værdier. Tolerance, respekt, omsorg og mod. Hummeltofteskolen har valgt at sætte trivsel på ugeskemaet i alle klasser. 

Vi lægger vægt på ikke at se ”børn med problemer”, men ”børn i problemer”. Det vil sige, at børn ikke er et problem i sig selv, men børn kan – af mange forskellige grunde - handle problematisk og uacceptabelt.

Et godt og tæt forældresamarbejde er afgørende for både at forebygge og håndtere mobning. Hjemmets og skolens indflydelse på elevens adfærd i skolens kontekst skal ikke skilles ad og kan ikke behandles som to indbyrdes uafhængige faktorer.

Definition af mobning: 

”Mobning kan forstås som en uformel fællesskabsform, der bygger på systematisk udstødelsesmønstre af deltagere i formelle sociale sammenhænge”. 



På Hummeltofteskolen forstår vi mobning som: 

Når en eller flere personer gentagne gange og i længere tid bliver udsat for negative handlinger (fysisk, psykisk eller verbalt) fra én eller flere personer. Mobning kan foregå på mange måder ansigt til ansigt eller på de sociale medier. Mobning kan være direkte og synlig eller indirekte og skjult, - hvor eksklusion fra klassen sker.

Vi afgrænser mobning fra drilleri, da vi anser drilleri og konflikter som et vilkår, eleverne skal lære at tackle.

Handleplan til forebyggelse af mobning:

  • Hummeltofteskolen arbejder vedvarende på at udvikle stærke børnefællesskaber blandt andet gennem den ugentlige trivselstime og klasseledelse. Alle klasser arbejder med forskellige metoder, der understøtter trivsel.
  • Skolen understøtter trivsel ved at have fælles traditioner for klasserne og på tværs af klasserne.
  • Tæt forældresamarbejde, hvor forældrene tager aktiv del i at understøtte klassens fællesskab for alle.
  • Lærer, pædagoger og elever laver samværsregler for fællesskabet, i klassen, på årgangen, SFO og på Tryggehvile.
  • Skolen har et AKT-team. AKT er betegnelsen for arbejdet med børn, der er i vanskeligheder med Adfærd, Kontakt og Trivsel. AKT-teamet arbejder både med grupper af børn, hele klasser og enkelte børn.
  • AKT-teamet gennemfører samarbejdskursus på 3. klassetrin. Målet er, at eleverne udvikler kompetencer til at indgå i samarbejde og samvær med andre mennesker; herunder arbejder eleverne med redskaber til at kunne tackle de konflikter, de kommer ud for. Eleverne skal lære at respektere og acceptere hinanden og hinandens forskelligheder. Disse indsatser foregår også i klasser efter behov.
  • AKT-vejlederne deltager på det andet forældremøde i børnehaveklasse - og i klasser ved behov - med fokus på, hvordan forældre kan understøtte trivsel og forebyggelse af mobning.
  • Skolen har udarbejdet en forældrefolder ”Er det et godt sted at være – er det et godt sted at lære”. Her findes mere information om skolens AKT-arbejde og om, hvordan forældre kan støtte op omkring trivslen i klassen. Folderen ligger på skolens hjemmeside.
  • Overføre de værdier og samværsregler der ligger til grund for de gode børnefællesskaber til børnenes ageren på de sociale medier.
  • Vi inddrager og er i dialog med forældrene omkring de sociale mediers betydning for børnefællesskaber.

Handleplan til håndtering af mobning:

  1. Afklaring om, hvorvidt der er tale om mobning, uacceptable drillerier eller drillerier som børnene i den konkret situation ikke selv kan løse. 
  2. Hvis der foregår mobning, udarbejder lærere og/eller pædagoger en konkret handlingsplan i samarbejde med AKT-lærer og ledelse inden for 10

    arbejdsdage. Her inddrages relevante parter og der laves en analyse i relation til mulige handlingsrum. Der skal udarbejdes en SAL, som udgangspunkt for handleplanen

    Handlingsplanen iværksættes ud fra den konkrete situation. Eksempler på handlingsplan kan være:

    - Samtaler for indblandede elever med deltagelse af relevante parter f.eks. lærere, pædagoger, forældre og skolens ledelse.

    - Inddragelse af AKT-team, der i samarbejde med klassens lærere tilrettelægger et forløb, som tager udgangspunkt i klassens eller gruppens

      relationer. Der arbejdes med interviews, observation, klassesamtaler, samarbejdsøvelser, rollespil, tillidsøvelser, lege, klasseledelse m.v. 

    - Inddragelse af AKT-team, der udarbejder et forløb for klassen eller grupper af børn eller støtte til det enkelte barn.
  3. Evaluering og opfølgning på forløbet med inddragelse af relevante parter.             

/vedtaget i skolebestyrelsen 2017