Velkommen til SFO v/Hummeltofteskolen
Et sjovt og hyggeligt sted at være når skoledagen er slut
Et sjovt og hyggeligt sted at være når skoledagen er slut
Vi byder børn og forældre velkommen i Skolefritidsordningen ved Hummeltofteskolen. Vi håber i det følgende at kunne besvare nogle af de mange spørgsmål, der melder sig, når man begynder i en ny institution.
SFO har til huse i bygninger ved Løvgårdsvej tæt på skolen og er inddelt i tre afdelinger, Elmehuset, Pilehuset og Bøgehuset, som hver huser en klasse fra hver årgang fra 0. til 3.
Administrativt hører vi under Center for Uddannelse og Pædagogik og vores officielle betegnelse er Skolefritidsordning – SFO.
Institutionens adresse er:
SFO v. Hummeltofteskolen, Løvgårdsvej 14, 2830 Virum
Telefon 45 28 42 10.
Personalet i SFO består af en leder, en stedfortræder, tre afdelingskoordinatorer samt et antal pædagoger og pædagogmedhjælpere afhængigt af det aktuelle børnetal.
SFO åbner hver dag kl. 7 og lukker kl. 17, dog lukker vi kl. 16 om fredagen. SFO er lukket i skoletiden. Vi har åbent hele dagen i skoleferier, på skolefridage samt for de kommende børnehaveklassebørn i maj og juni.
Mellem kl. 7 og 8 er der fælles morgenpasning i Pilehuset.
Mini SFO begynder kl. 8.00.
Udover helligdage har SFO lukket følgende dage: Grundlovsdag, fredagen efter Kr. Himmelfartsdag, uge 28, 29 og 30 i sommerferien samt 4-5 dage i forbindelse med juleferien. I de tre uger i sommerferien, er der mulighed for fællespasning på Lundtofte Skole.
Vi har kontrolleret pasning i SFO. Det betyder, at personalet kontrollerer, om barnet ankommer i SFO efter skoletid. I skal derfor taste ind i AULAs komme-gå-modul inden børnene får fri fra skole, hvis barnet har fri eller er syg. Her skal I også notere, hvis vi skal sende børn hjem eller til fritidsaktivitet, hvis barnet hentes af andre end jer, er selvbestemmer eller lignende. Husk også at rette det, når der sker ændringer i træningstider o.lign. Ved længere beskeder kan I sende dem til afdelingens fællespostkasse; SFO Elmehuset, Pilehuset eller Bøgehuset.
Børnene krydses ind af en voksen, når de kommer fra skole og skal ligeledes sige farvel til en voksen og blive krydset ud, når de går. Det er ikke muligt at ringe til SFO for at tale med sit barn, men vi kan videregive vigtige beskeder. Skole og SFO er ikke hegnet ind og det er derfor meget vigtigt, at børnene er klar over, at de aldrig må forlade SFO, med mindre det er aftalt med en voksen.
For de børn, der har behov for pasning før skoletid, begynder dagen stille og roligt i Pilehuset. Efter skoletid står der lidt eftermiddagsmad fremme og det går løs i alle afdelingerne med mulighed for diverse aktiviteter i kreative værksteder som træ, tegne/male og syning og legerum med f.eks. klodser, dukker og spil. Der vil også kunne være mulighed for f.eks. bordtennis, bordfodbold, danserum m.v. og børnene kan gå på besøg hos deres venner i andre afdelinger.
Vi benytter, når det er muligt, skolens idrætshal og udendørs har vi mange muligheder med både almindelig og naturlegeplads samt skolens boldbane og skolegården. Alt bliver flittigt benyttet til boldspil, lege, Mooncars, rulleskøjter, stylter osv.
Husk at medbringe praktisk tøj, regntøj, skiftetøj samt hjemmesko. Ved hvert barns garderobe er der et lille skab samt en pose til opbevaring af disse ting.
I skoleferier ændrer dagligdagen sig en del. Ofte vil vi være samlet i én eller to afdelinger. I ferier har vi mulighed for at tage på ture eller lave særlige arrangementer, så det er vigtigt, at børnene er her senest kl. 9.30. Husk tæt drikkedunk, madpakke og en rygsæk til at bære egne ting i.
På turdage er alle ude af huset og børnene kan derfor hverken hentes tidligt eller sendes til fritidsaktiviteter midt på dagen.
I årets løb har vi en række faste traditioner, som børn og voksne ser frem til
August: Sommerfest for børnene
September: Hasselcup for 1.-3. klasse - Diskofest for 3. klasser
November/december: Julehygge for børn, forældre og søskende
Januar-februar: Diskofester for bh.kl., 1., og 2. klasser
April: Besøg af nye børn og forældre. Afskedsarrangement for 3. klasser
Maj: Modtagelse af nye børn og forældre
Juni: Intro til SFO/skole for nye børn
1. eller 2. uge af sommerferien: Mini OL
Som en del af den samlede skole gælder Ordensregler og diverse politikker selvfølgelig også for os i SFO. Det betyder bl.a., at børnene ikke må benytte deres mobiltelefoner i SFO-tiden, med mindre andet er aftalt med Bordvagten/Krydseren.
Det er forældrenes egen forsikring, der skal dække både eventuelle skader forvoldt af barnet i SFO-tiden og tab eller beskadigelse af barnets ejendele. Børnene er velkomne til at medbringe eget legetøj, samlerobjekter o. lign. men dette sker helt på eget ansvar. Vi har rulleskøjter i SFO, og børnene SKAL bruge hjelm, når de løber på rulleskøjter. Vi har et antal hjelme til udlån, men de må også meget gerne bruge deres egne.